Lidt historie

Hovedbygningen til Danhostel Boderne er oprindeligt en del af Andelsmejeriet Bøsthøj, der blev opført i 1887. Selve mejeribygningen findes ikke mere, men kan ses på dette luftfoto (bygningen med skorsten).

Udover mejeriet lå der også en købmandsforretning og en smedje, og det lille samfund havde endda i en periode en benzintank.

Mejeriet blev nedlagt i 1963 og bygningerne blev bygget om til et hotel, der fik navnet Rosengaarden. Hotel Rosengaarden blev op gennem 70'erne og 80'erne et populært sted at holde familiefester og var blandt andet kendt for den store smukke have med mange bede og stensætninger.

I 1996 blev Rosengaarden til et vandrerhjem og kom samtidig med i Danhostel kæden. Virksomheden skiftede navn til Danhostel Boderne, men huset bevarede navnet Rosengaarden som stadig er det, der bruges af bornholmerne.

Marian Lundh overtog Rosengaarden i 2002 og har drevet det som et Danhostel siden. Mange ting er ændret, men Rosengaarden er stadig et yndet sted at holde familiefest, og den store gamle have er stadig noget de fleste gæster lægger mærke til. Smedens Hus er i dag et sommerhus, men navnet hænger ved - ligesom mejeriforvalterens bolig, der i dag huser gæstekøkken og 8 værelser i daglig tale går under navnet "forvalterboligen".